Tilbage

Børnehaven Karolinelund - Skoler og børnehaver

Børnehaven i Aalborgs karolinelund er opført med respekt for områdets uformelle karakter i en arkitektur, som motiverer børnenes leg og inspirerer til læring. Samtidigt er der lagt stor vægt på bæredygtighed: Bygningen er opført efter 2020-energikravene samt præcertificeret til DGNB-platin.

Aalborgs Karolinelund har en lang historie i byens hjerte. Fra slutningen af 1940’erne og frem til 2010 rummede parken det velkendte ”Tivoliland”. I 2012 åbnede området som folkepark, og med elementer som skaterbane, fredagsfest, graffiti, legeplads og byhaver er der fokus på det uformelle og på mangfoldighed.

I 2017 færdiggjorde Lund & Staun børnehaven i udkanten af parken. Byggeriet er opført i totalentreprise med et rådgiverteam bestående af Bjerg Arkitektur, By+Land, MOE samt Rum til Børn – og naturligvis i tæt samarbejde med Aalborg Kommune som bygherre.

Respekt for områdets karakter

Børnehaven i Karolinelund er opført med respekt for områdets uformelle karakter i en arkitektur, som motiverer børnenes leg og inspirerer til læring. Legepladsen er anlagt i tråd med resten af parken: Ad snørklede stier og i afgrænsede områder kan børnene – uanset alder og niveau – udfolde deres leg og kreativitet.

Facaden er klædt i træ, som medvirker til at skabe en levende bygning – både set fra børnenes perspektiv og for de forbipasserende i parken. Med tiden patinerer træ-lamellerne til en flot sølvgrå, mens skygger og struktur udvikler sig i samspil med sol og regn.

Det brede perspektiv på bæredygtighed

Bæredygtighed har fra starten været et centralt element. Børnehaven er opført efter Aalborg Kommunes manual for bæredygtigt byggeri, og den er desuden præcertificeret til platin med forventning om endelig certificering i slutningen af 2017.

DGNB handler om det brede perspektiv på bæredygtighed. Den lever op til 2020-energikravene, og både teknik og materialer er udvalgt med henblik på en effektiv og økonomisk drift. I byggefasen blev der desuden arbejdet med blandt andet affaldssortering og minimering af energiforbruget.

Men bæredygtighed handler ikke kun om energi og miljø – men også om at skabe gode rammer for børn, pædagoger og forældre. På denne måde er der arbejdet med fx godt indeklima, god akustik, tryghed, høj tilgængelighed, arbejdsmiljø og dagslys. Med andre ord; bæredygtighed, som kan mærkes!

Børnehaven strækker sig over 850 m2 og rummer 99 børn. Legeplads og udeområder er på sammenlagt 0,5 ha.
Fakta
By Aalborg
Færdiggjort 2017
Arbejdsopgave Nybyg
Entreprisetype Totalentreprise
Bygherre Aalborg Kommune
Rådgivere Bjerg Arkitektur, By+Land, MOE, Rum til Børn
Læs mere om børnehaven i Karolinelund