Pensioneret tømrersvend giver kompetencer videre

21/11/18

Renovering af bindingsværk er ikke en hverdagsopgave. På en ejendom i Aalborgs midtby bliver det gamle håndværk bevaret, mens kompetencerne gives videre.

Aalborgs midtby rummer en hel del gammelt bindingsværk, som er med til at holde dens historie i live. Men der er langt mellem de tømrersvende, som har haft bindingsværk mellem hænderne. Hos det aalborgensiske byggefirma, Lund & Staun, har man lokket en af de pensionerede håndværkere tilbage i arbejdstøjet.

Føling med det gamle håndværk

Tømrersvend Peter Nielsen var hos Lund & Staun i 15 år, før han gik på pension i 2013. Nu er han tilbage for en kort bemærkning, så han kan være med på renoveringen af en næsten 250 år gammel bygning i Cortesgyde i Aalborg.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle sige ja, da min gamle chef ringede, fortæller Peter Nilsen og fortsætter: Det er en fantastisk opgave at være med på – både på grund af bindingsværket, som jeg har arbejdet med før, men også, fordi det er håndværk, som da jeg selv stod i lære. Det er dejligt at få lov til at give det videre.

Har aldrig brugt stemmejernet så meget

Med på opgaven er Rasmus Fejrskov, som har været hos Lund & Staun siden 2014: Det er snart 10 år siden, jeg fik mit svendebrev, og i den tid har jeg aldrig brugt stemmejernet så meget som nu, fortæller han med henvisning til, at bindingsværket er en form for håndværk, man sjældent møder. Jeg er glad for, at Peter sagde ja til opgaven, fordi han har de gode fif, så vi kommer rigtigt fra start. Det betyder også, at jeg selv udvikler mig som håndværker, fortæller Rasmus Fejrskov.

Gevinst for virksomheden og arbejdsmarkedet

Hos Lund & Staun er man naturligvis glade for, at Peter Nielsen sagde ja til opgaven, fortæller salgsdirektør og medgrundlægger Henrik Staun: Det er et tydeligt eksempel på, at det er en gevinst for virksomheden, når vi på denne måde kan bevare kontakten til det grå guld. Det hjælper os med at løse en specialopgave, og vi må ikke glemme, at vi samtidigt styrker arbejdsmarkedet, når kompetencerne gives videre.
 

Gå til nyhedsoversigten