Strøybergs Palæ i Aalborg - håndværk i centrum

I centrum af Aalborg gennemgår Strøybergs Palæ en omfattende renovering. Forvandlingen af den bevaringsværdige bygning fra 1908 byder på klassisk tømrerhåndværk, som bliver udført i samarbejde mellem Calum som bygherre og totalentreprenøren Lund & Staun.

I Aalborg kender de fleste nok Strøybergs Palæ. Hvis ikke af navn, så for det historiske udtryk med mange håndværksmæssige detaljer og placeringen blandt relativt nye bygninger ved havnefronten.

Strøybergs Palæ blev opført i 1908, hvor Niels Kaj Strøyberg blandt andet importerede kul og var korresponderende reder for Aalborg Damskibsselskab. Bygningen, der er i fem etager og med kælder, er vurderet som bevaringsværdig i klasse fire. En kategori, som lægger vægt på arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssig udførelse.

Tømrerhåndværk i bevaringsværdig bygning

Ejendommen indeholder i dag seks lejligheder, og efter renoveringen vil dette antal være mere end fordoblet. Dette kan blandt andet lade sig gøre, fordi det hidtil uudnyttede tag-rum tages i brug.

Foruden det indvendige arbejde udskiftes samtlige vinduer, ligesom tagkonstruktionen fjernes og genopbygges på de eksisterende spær. Mikael Bøttcher, Lund & Stauns projektleder på sagen, fortæller:

- Strøybergs Palæ stiller store krav til kreativiteten og samarbejdet. Det er næsten umuligt at forudsige, hvad der viser sig, efterhånden som vi åbner den gamle bygning. Vi drøfter løbende løsningerne med håndværkerne og bygherre, og fra tid til anden laver vi mock-up og testfelter. På den måde får vi bragt bygningen op til nutidens krav til vedligehold, brand og akustik, mens vi bevarer de gamle detaljer som kinataget og stuklofterne.

Mikael Bøttcher fortæller desuden, at hele holdet er stolte af at være med på projektet, fordi det er så synligt i byen:

- Alle føler et stort ejerskab, og det bliver en bygning, man kan pege på og sige, at dén, har man har været med til. Det er ikke mindst spændende for lærlingene, som får lov til at arbejde med mange facetter af det håndværk, de lærer på skolen.

Alle føler et stort ejerskab, og det bliver en bygning, man kan pege på og sige, at dén, har man har været med til.

- Projektleder Mikael Bøttcher.

Bliver bedre håndværkere

At projektet er spændende for lærlingene, bekræftes af Emil Løvbo, som er i tømrerlære hos Lund & Staun. Han er en af de lærlinge, der har gået på projektet fra starten.

- Især tagkonstruktionen er spændende at være med til, fortæller Emil Løvbo og fortsætter: På skolen lærer vi håndværket, men når vi kommer ud på byggepladserne, er der meget af det, vi ikke arbejder med, fordi der sjældent er brug for det. Derfor betyder det rigtigt meget at være med på Strøybergs Palæ, fordi vi ganske enkelt bliver bedre håndværkere af det.

Et lille – men vigtigt – projekt for Calum

Bygherren Calum, der blev grundlagt i Aalborg i 1989, har i de seneste år opført især ungdoms- og familieboliger i en række danske byer. Til sammenligning er Strøybergs Palæ blandt de små projekter i porteføljen, men det er stadig et vigtigt projekt, fortæller Administrerende direktør hos Calum, Jakob Axel Nielsen:

- I de seneste år har vi opført meget nybyggeri af kvalitetsboliger over hele Danmark. Men i de første 11 år beskæftigede Calum sig udelukkende med renovering. Så et projekt som Strøybergs Palæ passer rigtigt godt ind i vores portefølje. Det betyder meget for os at kunne give den historiske bygning en renovering, der respekterer det gamle håndværk og kombinerer lokal arkitekturhistorie med moderne kvalitetsdesign.

Jakob Axel Nielsen fortæller desuden, at lejlighederne i den færdige bygning henvender sig til lejere, der ønsker at bo centralt i Aalborg, og som søger den charme, de gamle bygninger har.